Anmeldelse, GEIGER.dk
|
 |
 DENNIS AGERBLADSproghoved/Málhøvd(2cd, TUTL/Tunga Musik, 2011) Den færøskfødte provokunstner Dennis Agerblad har med sin debutplade som solokunstner leveret en unik udgivelse, en kombination af danske og færøske tekster, hentet fra punkpoeten Tóroddur Poulsens digtsamlinger. Det bliver sat til musik og sunget af Dennis Agerblad selv, og resultatet er en smuk udgivelse, et værk på tværs af grænser og personligheder, der på én gang inviterer lytteren indenfor, og samtidig nægter at afsløre sig selv fuldt ud.
Provokunstner, performer og færing. Dennis Agerblad fortæller på sin hjemmeside en livshistorie, der er fyldt med rejser, ankomst til destinationer og nye mål. Fra han blev født, og kaldt navnet Robin i 1970, og levede barndommen på Vestmanna ud, fyldt med følelsen af uforståethed og med den hemmelige person Dennis Agerblad indeni. Til rejsen til Danmark, hvor den symbiotiske figur Ova blev Robin/Dennis Agerblads tredje person, en person, der var lidt af hvert. En person, der både kunne være åben om sin homoseksualitet og kunne tåle at føle samfundets reaktion. Til år 2000, hvor personen Dennis Agerblad ”tager magten over kroppen.” Musik kan sammenlignes med en rejse. På et tidspunkt når man det mål, man har sat sig for. Når man er ankommet, er det så op til én selv, om destinationen levede op til forventningerne, til de kræfter, der blev brugt på rejsen. Hvad lærte man på turen? Dennis Agerblad rejser nu alene på denne solodebut med produceren Mathuresh som teknisk kyndig vejledning. Vi kender Dennis Agerblad som provokunstner, som en del af det danske LGBT-miljø. Her har han lavet musik med Dunst, der har holdt vilde og skæve fester, og som gerne rykker ud, når Lars von Trier fejrer fødselsdag. Han har også stået bag og sammen med Dennis Agerblad Band, som jeg personligt stødte på i starten af totusindtallet med blandt andet nummeret ”Bol mig i mit numsehul” og en stærk udfordrende og seksuel billedserie, begge to ting, der samtidig rummede absurditet og humor. Nu skal vi kende Dennis Agerblad som solokunstner. Men det er mærkeligt at sige, at han er solo. Værket Sproghoved/Málhøvdindeholder, ligesom titlen gør det, to dele, en tekstuel og en musikalsk halvdel. Den tekstlige leveres af Tóroddur Poulsen, ligeledes fra Færøerne. Han er i hjemlandet kendt som Den Sorte Digter, er erklæret punk-poet og har desuden vundet litteraturpriser, ligesom han flere gange er blevet nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Dennis Agerblad fortæller, at han faldt for Poulsens digte, som han læste op for venner, ligesom han har mødt digteren ved et tilfældigt møde i København. Dette er nu blevet til pladen Sproghoved/Málhøvd, en dobbelt-cd, der rummer to gange sange - en cd, hvor teksten er sunget på dansk, og en, hvor den er sunget på færøsk. To forskellige cder Når man lytter til Sproghoved, er man rådvild, på den gode måde. Tit indeholder elektronisk musik parametre, der gør, at man kan sige til hvilken brug, musikken er bedst til. Er det til dansegulvet, erotik eller til lytteoplevelsen? Skal denne lytteoplevelse helst foregå indendørs eller udendørs? Er det de store marker eller de dybe skove, man skal forvilde sig ud i på denne plade, eller skal man synke dybt ned i dén og en lænestol samtidig, lade dagligstuen omdanne til en litterær fortælling?
Samtidig rummerSproghoved, og måske i særdeleshed medfølgeren og medargumentetMálhøvd, for mig som ikke-færøsktalende, så mange kanter og så mange modsætninger, at det ville være synd ikke bare at sidde stille og lade musikken overstrømme sig. Der er med disse to cd'er helt sikkert forskel på, hvor meget de hver især vil blive spillet af pladekøberen, og jeg har hentet mest forståelse fra den danske version. Alligevel er det fantastisk, at pladen med det andet sprog følger med. Dennis Agerblad giver os mulighed for at vælge, og det var en stor oplevelse at kunne skifte sprog ved den kantede og rebelske sang ”Blomster”. Da jeg skiftede sangen ud til den færøske version, ”Blómur”, viste et helt andet lydansigt sig for mig, hvor de skarpe stød, de rullende r-er og de nye ord gik fint i spænd med musikken, der er overraskende, atonal og pressende. Udenfor? Musikken på pladerne er den samme, men er det alligevel ikke helt, for der er nuanceforskelle mellem de to numre. Specielt kan dette føles på track nummer syv, ”Hip og Hop”/”Hipp og Hopp”, hvor stemningen er mørkere på den færøske. Det kan umuligt kun være mig, der kan høre det, men i stedet er det to musikalske indspilninger af samme sang. Det er ikke Aphex Twin eller Pet Shop Boys, der er hverken minimalistiske detaljer eller kælen for hifi-anlægget på denne plade. Ikke mit anlæg, i hvert fald. I stedet kommer melodierne hoppende og skippende, tit med kitschet trommebox som rytmedanner. Melodierne er korte, de sungne melodilinjer er lange, og der er meget plads omkring dem. Dette er med til at danne disse store kontraster, som Sproghovedrummer, den måde, man falder ind i pladen, og bliver der, uden nødvendigvis at finde nogen lige vej ud. Mange af teksterne på pladen handler om personer, der står udenfor det normale fællesskab. Et af de mere humoristiske findes i ”Jer som kan fløjte”, hvor en gruppe personer deles ind i dem, der kan, og dem, der ikke kan, dem, der kun kan hikke eller stamme, dem, der stadig har hår på hovedet og kan spille på redekam, og de skaldede, der højst kan prutte. Sammen hinker denne gruppe i samlet trop ned foran kirken, hvor de opfører deres nye komposition, så både præsten og bispen kan se dem. Om dem, som alle tror på. De, der sluger sten. De, der hver morgen skaber en ny nation. De, der glemmer redningsvesten. Den samme udenforståenhed, det at stå udenfor, geografisk, og det at stå udenfor, forståelsesmæssigt, findes i titelnummeret ”Sproghoved”. I denne tekst formuleres handlingen mesterligt af Tóroddur Poulsen, en handling, der bevæger sig ud og ind af metaforer og genstande, uden at sangen finder til ro. Dennis Agerblad glider i omkvædet op på en høj, bedende tone, der indeholder al den bøn og håb, sådanne oftest gør i musik: ”Hvordan skal jeg få hans øjne, som altid holdt for ørerne, til ikke at kigge sådan?” Det at miste en sans er at få en ny. Samtidig er linjen, og med denne sangen, en kritik af kristendommen, hvor skyld og skyldbevidstheden kan lukke omverdenens bakkantiske musik ude. Derfor skal handlingens person hver morgen stå i tunnelen, fordi han altid glemmer dagens sprog. Det er let at være udenfor på færøerne, og det er let at holde sammen, som færinger, når man er i Danmark. Disse paradokser leger pladen med på bedste vis. Et tilsvarende opgør med det anderledes sindede findes i albummets slutsang ”Håb”, der lægger ud med at give fingeren til en ”Fucking bondeknold, der pisser op af vores hellige stakit”, og som råber ”'Motherfucking Bøsse!', bare fordi de ikke kan færøsk”. På denne sang er der ligesom andre på pladen masser af plads mellem de sungne linjer, og i pauserne indfanges man i et metaforisk Færøerne, når hovedpersonen, ”som vi”, drøner nordpå gennem underlige tunneler af hastigt blod og løs hud og raslende skeletter. Rejsen ender i Thorshavn, i storbyen, refugiet, hvor handyrene slippes fri med åben gylp. Bare endnu en musik-litterær produktion? Pladen befinder sig i grænselandet mellem ude og inde, set både geografisk og sprogmæssigt. Den er i stand til at dele sig i to lige store dele, en færøsk og en dansk, som en celledeling, hvor hver ny celle rummer poesiens genom. Musikken ændrer sig undervejs, men de to tvillinger forbliver enæggede. Man kan kritisere pladens brug af tekster, skrevet af en anden, som en mangel på autenticitet. Er den tretten år ældre Poulsen på denne plade en krykke, som Agerblad støtter sig til, en mere erfaren ledsager på rejsen? Bruger Agerblad hans tekster som en vej til større genkendelighed og image, en vej til at give pladen en kasse, den kan puttes i, en musiklitterær, forfinet klasse-kasse, hvor man drikker rødvin, mens man lytter til punkdigte? Ingen af delene synes jeg er rigtig. For uden de to deltagere ville der ikke have været noget Sproghoved/Málhøvd. I Dennis Agerblads stemme og musik bliver Tóroddur Poulsens tekst levende på en måde, der ellers ikke havde været mulig. Det kan lyde banalt. Men sådan er kunst. Peter Ellermann, 26. sep |
Sproghoved formår at gøre begge ting, og dette er en af grundene til, at den er en fantastisk plade. Den er uplacerbar, den har på samme tid de store, sugende dybder og bløde, vindblæste hjørner, som spillekort har runde hjørner, og som landkort har blide, bløde farver i grønt og gult, for at minde kortlæseren om, at ”udenfor” gerne må betrædes.