Da vi startede Dunst i 2001, vidste vi ikke helt, hvad Dunst skulle være. Vi forsøgte at forklare det for hinanden. Et sted, hvor homoseksuelle kunstnere kunne mødes og udfolde deres kreativitet. Et sted, hvor vi kunne lave alt det, der ikke var plads til i en toværelses lejlighed.
Det første år havde vi fået offentlig støtte, så vi kunne betale huslejen. Men pludselig blev støtten lukket. Vi stod med et lokale, vi ikke havde råd til, og måtte finde på noget.
Min første performancesang
Vi besluttede at holde en fest. Men hvad skulle vi underholde gæsterne med?
Hairwerk meldte sig. Han kunne godt synge en sang. Andre ville også prøve at finde på noget.
På det tidspunkt havde jeg allerede udgivet to cd'er med mit færøske band maður:glotti. Men der skjulte jeg min seksualitet i tekster om natur og landskaber. Nu havde jeg chancen for at smide alle hæmninger.
Jeg satte mig ned og skrev min første sang til en performance.
Bol mig i mit numsehul.
Min første optræden
Festen blev holdt i Hal D på Holmen 8. juni 2002. Jeg havde selv syet min kjole efter et mønster til en tanktop. Jeg havde bare ladet stoffet fortsætte helt ned til gulvet, selvom jeg stod på høje stiletter. I hver side havde jeg lavet en slids helt op til hoften.
Da jeg skulle optræde, lagde jeg mig på gulvet, kastede benene i vejret og sang:
“Bol mig, bol mig i mit numsehul!”
Folk piftede og jublede.
Der kom 200 betalende gæster den aften. Vi fik penge til huslejen, og jeg fik noget, jeg slet ikke havde regnet med. En scene, hvor jeg kunne gøre præcis, hvad jeg havde lyst til.
Den aften blev begyndelsen på næsten 25 år med mine egne sange og performances.
Fra scenen til skraldespanden
I 2010 lavede jeg en musikvideo til sangen. Denne gang sad jeg nede i en skraldespand i en baggård og sang “Bol mig”.
Videoen nåede 100.000 visninger på YouTube, før en forælder klagede. Resultatet blev en aldersgrænse på 18 år.
Det morede mig. En sang, jeg havde skrevet for at slippe fri af begrænsninger, var nu blevet forbudt for børn.